Af Hanne Lindberg Nejsum
I denne artikel bliver du klogere på, hvorfor det er vigtigt at tilpasse gudstjenesten så mennesker med demens og deres pårørende føler sig velkommen. Du får konkrete råd og tips til hvilke virkemidler I, som kirke, kan trække ind i en gudstjeneste, der kan imødekomme eksistentielle og åndelige behov, selv når sprog og adfærd ændrer sig.
Når en familie får demens indenfor dørene, ændrer livet sig drastisk. Man skal indstille sig på helt nye vilkår for at få hverdagen til at hænge sammen. Mange føler, at det liv de kendte og elskede ligger i ruiner og følelser som vrede, magtesløshed, sorg og skyld kan komme til at fylde meget. Disse følelser kan være svære at tale med andre om. Selv i sundhedssystemet har vi berøringsangst med disse store følelser, som vi ikke har en løsning på eller en ”pille” for. Men kirken har ikke berøringsangst. I kirken har man en lang tradition for at turde sætte ord på nogle af de helt store eksistentielle og åndelige spørgsmål. Kirken har et tilbud om håb i en håbløs situation.
I et review fra 2015 fandt man frem til at ældre mennesker med demens, som bevarede en spirituel og religiøs praksis, blev i stand til at
- Udvikle mestringsstrategier som hjalp dem til at acceptere sygdommen
- Vedligeholde relationer
- Fastholde håb
- Finde mening med deres liv
- … og på den måde forbedrer kvaliteten af deres liv
I virkeligheden er det nok ikke så anderledes end hvis man lavede lignende undersøgelser af os, der ikke har en hjerneskade. Undersøgelsen bekræfter blot, at vi mennesker har åndelige og eksistentielle behov, som vi har brug for at få mødt uanset vores livssituation. Men når man har demens, kan man ikke selv sørge for at opfylde disse behov. Her mener jeg, at kirken har en vigtig rolle, ikke bare når personen med demens kommer på plejehjem, men også i tiden inden. Den gennemsnitlige levetid med demens er 7-10 år. Ud af disse år lever personen med demens langt den største del af forløbet i eget hjem. I denne periode spiller ægtefællen og børnene en meget stor rolle. Men også samfundet omkring familien har et ansvar. Vi kan sørge for, at personen med demens og familien fortsat kan deltage i og være en del af fællesskabet. Men det kræver tilbud og aktiviteter, som er tilpasset den situation og de behov en person med demens har.
Kirken har en unik ramme for, at dette kan lade sig gøre. Praktikere og teoretikere inden for demensomsorgen lægger vægt på en række virkemidler, som kan medføre, at mennesker med demens trives. Jeg vil kort gennemgå og gøre rede for, hvordan tre af disse virkemidler allerede findes i kirken og hvordan de indgår i gudstjenesten.
Reminiscens
Reminiscens er at genkalde minder vha. bevidst brug af ’triggere’. Triggere kan være genstande, sansestimuli eller omgivelser fra fortiden. Kirkerummet er i sig selv en trigger. Det at befinde sig i omgivelser, der er indrettet og genkendeligt fra barndom og ungdom, vil kunne genkalde minder og gode oplevelser fra livets højtider. De enkelte elementer i gudstjenesten som f.eks. velsignelsen eller nadveren er oplevelser, der knytter sig til fortiden og dermed er med til at opfylde et behov for kontinuitet og identitet hos personen med demens.
Sansestimuli
Gudstjenesten giver en væld af sansestimuli lige fra første øjeblik hvor man hører klokkerne og mærker dem helt ind i brystet, orgelet der fylder kirkerummet og kroppen og som tvinger en til at være til stede i nuet, salmerne man genkender fra livets op og nedture, duften af kirkerummet, den syrlige smag af vin og det fade alterbrød ved nadveren. Alle disse sanseindtryk er en form for kommunikation til os. For en person med demens bliver det verbale sprog med tiden umuligt at bruge og så er den eneste kommunikationsvej vi kan bruge sanserne.
Gentagelser
Gudstjenesten er bygget op af genkendelige gentagelser. Det giver os en tryghed og ro og et helle fra hverdagens larm. Demensomsorgen benytter sig også af gentagelser. For at en person med demens kan trives og være tryg, skal dagen bygges op af genkendelige elementer, som gentages igen og igen. Mange familier med demens og deres pårørende deltager ikke i aktiviteter i samfundet, fordi det bliver for kaotisk og uoverskueligt. Her kan en gudstjeneste være en tryg mulighed både for personen med demens og den pårørende.
Den demensvenlige gudstjeneste
Kirken har altså allerede et unikt tilbud til mennesker med demens og deres pårørende. Men der er dog stadig nogle ”håndtag”, der skal drejes på for at det bliver en succes for personen med demens. Ved en almindelig gudstjeneste lægges der meget vægt på ordet. Det verbale ord kan være en udfordring for mennesker med demens. Til gengæld bliver personen med demens ofte mere følsom over for berøring, de kan få en øget intuition og blive i stand til at opleve stor glæde ved simple oplevelser og sansninger – en ny oplevelse af undring over livet. Disse egenskaber skal sættes i spil i gudstjenesten. Her kommer et forslag til hvordan man kan tilpasse en gudstjeneste, så den i højere grad imødekommer mennesker med demens´ behov
Forslag til en demensvenlig gudstjeneste
- Klokkeringning ved ankomst
- Kirkegængerne bliver modtaget i døren. Læg vægt på øjenkontakt, en glad og rolig stemning. Brug personens navn.
- Placer kirkegængerne samlet og med mulighed for at præsten kan have øjenkontakt med hver enkelt.
- Lad musikken indgyde ro og genkendelighed til at starte gudstjenesten.
- Vælg tekster fra bibelen, som er genkendelige og afkort dem gerne.
- Trosbekendelse og Fadervor siges i kor. Roligt og tydeligt.
- Som erstatning for den traditionelle prædiken tages en genstand frem, som vækker minder. Det kan være et kors, en salmebog, korn, et ikon, frugt lad kirkegængerne med demens mærke på genstanden og lad dem udtrykke hvad de spontant kommer til at tænke på. Responder kort på deres udsagn. Lad den gode stemning, smil og øjenkontakt være de bærende elementer i samværet.
- Nadver uddeles til den enkelte, siddende på egen plads. Brug øjenkontakt og fysisk kontakt. Her kan præsten evt. ved håndspålæggelse på hoved eller skulder velsigne den enkelte.
- Generelt: Brug præstekjole. Vælg kendte salmer kopieret ud på papir med store bogstaver. Vælg de samme salmer til start og slut på gudstjenesten fra gang til gang. Hav friske blomster – helst med duft. Gudstjenesten skal ikke vare mere end en time, gerne mindre. Læg stor vægt på ritualer, som huskes og genkendes på trods af dårlig hukommelse.
Forslaget ovenfor skal ses som et generelt eksempel. Det er vigtigt at den enkelte kirke bliver enige om en form som passer til det lokale sted. Det er også vigtigt at prøve formen af og efterfølgende evaluere på tværs af faggrupper så I kan tilpasse gudstjenesten til de lokale behov og ønsker.
Har I brug for hjælp?
Har I brug for hjælp til at starte tilpassede gudstjenester op i jeres kirke? Eller vil I have mere viden om demens og hvordan I skal kommunikere med mennesker med demens? Kontakt mig og lad os få en snak om hvordan vi kan samarbejde om et forløb eller kompetenceudvikling af kirkens personale og frivillige.